I løbet af de sidste par år har min interesse og lyst til at begynde at sikkerhedskopiere min store samling af fysiske medier vokset. Det er noget, jeg altid har gjort med CD'er, men som jeg har været lidt tilbageholdende med at gøre med DVD'er og spil. Da jeg, i sidste jul, fandt et eksternt diskdrev (og en 5 TB harddisk) til salg i Elgiganten, tænkte jeg, at det var på tide at endelig tage fat på opgaven. Så efter at have betalt, har jeg ikke gjort andet end at gennemgå mine flyttekasser med spil og DVD'er og sikkerhedskopiere næsten det hele til min harddisk med varierende succes og lidt fiasko.
I denne artikel vil jeg gennemgå alle de forskellige formater, som jeg har, og fortælle om mine erfaringer med at arkivere dem, hvilken software jeg vil anbefale at bruge, og også hvorfor jeg vælger at bevare min fysiske samling på denne måde.
Lyd-CD'er (fre:ac)
Jeg har stor personlig erfaring med at rippe CD'er. Lige siden jeg blev introduceret til den 'Personlige Computer' og Windows Media Player, har det været en slags hobby for mig at rippe CD'er. Det var noget, min far og jeg gjorde til en slags hobby, uanset om det var at rippe fra hans CD-samling eller tage på byens bibliotek (den tavse fjende af pladeindustrien) for at låne CD'er og rippe dem derhjemme. Det var længe før Spotify kom ind i vores liv i 2012-13, så det var en spændende måde for mig at opdage ny musik.
Desværre som tiden går videre, har både WMP og .wma-codec'en vist deres alder. På trods af at WMP for nylig har fået FLAC-understøttelse, er det bare et gammelt dinosaur program, der gør de fleste ting på en meget baglæns måde sammenlignet med moderne programmer. At have dårligt optimeret album covers til rips og have en separat placering for metadata-tags i stedet for i selve filerne er ikke noget, man bør finde sig i længere, på trods af dets fine brugervenlige brugergrænseflade.
Ang. WMA-filer, så tøvede jeg dog med at påtage opgaven at rippe mine over 400 CD'er (nu over 700), som jeg havde rippet gennem årene (og også alle mine forældres CD'er), til FLAC-filer. Det var indtil 2023, da jeg fandt ud af, at min Pixel 7 ikke understøttede WMAer. Det vidste sig at være en god beslutning, og det fik mig også til at rette alle fejlene, som de gamle filere havde under omrippeprocessen.
Der findes et gratis open source-program kaldet fre:ac, som jeg nu bruger til at rippe CD'er med. Det er virkelig ligetil. Programmet registrerer CDen og hvilken type album det er. Derudover kan du rode med al metadata, før du ripper, for at sikre, at oplysningerne er korrekte i forhold til dine præferencer. For eksempel kan jeg godt lide at have sangskriverkrediteringer for alle mine filer, og jeg vil gerne markere alle bonustracks, så jeg ved, hvad albummet oprindligt bestod af. fre:ac lader dig også vælge, hvilken outputmappe de færdige filer skal gemmes i, hvilket er meget praktisk for at organisere det hele. En anden smart ting ved fre:ac er implementeringen af AccurateRip, som afgør, om din CD er rippet perfekt eller ej, som er praktisk, hvis din CD er fyldt med ridser eller ej.
Når det kommer til at spille musik på computeren, vil jeg anbefale Strawberry til Linux og foobar2000 til Windows (ugh...). Begge er gratis at bruge og har en enkel, men funktionel brugergrænseflade.
DVD'er (Handbrake + DVD Shrink + MakeMKV)
En hundredårig proces.
DVD'er er naturligvis noget helt andet end CD'er, da de er meget mere fleksible (det fremgår i navnet: Digital Versatile Disc). Men det betyder også, at deres indhold ikke er så overskueligt og bliver lidt mere kompliceret at navigere i og opbevare.
Der er millioner af måder at håndtere DVD'er på, fra at rippe dem som ISO-filer til kun at rippe filmen og intet andet. Personligt ønsker jeg at bevare så meget af DVDen som muligt, men som videofiler, som jeg kan afspille på alt. Computere, telefoner, TV, osv.
Til de fleste opgaver bruger jeg Handbrake. Endnu et gratis program, der bruges til at omkodere videoer til en række forskellige formater. Det er et ret praktisk program med mange muligheder, såsom at beholde Dolby/DTS-lyd, beholde undertekster, opskalere video og så videre. Praktisk, men ikke nok. Nogle gange er DVD-ekstramateriale gemt i kapitler eller menuer, som Handbrake ikke genkender. For at løse det problem findes der DVD Shrink. Et gammelt Windows-program, der bruges til at sikkerhedskopiere hele DVD'er som mapper. Med det kan du udforske indholdet af en DVD og derefter omskrive den, hvilket i det store og hele betyder, at du vælger, hvilke dele du vil beholde fra den originale DVD, så du senere kan omkode indholdet.
Men selv det har nogle problemer, såsom at det ikke kan læse og dekryptere nogle diske (med wrestling-DVD'er som et mærkeligt stridspunkt), hvilket er grunden til, at jeg også bruger MakeMKV. Et populært værktøj, der bevarer alle lyd- og videospor, metadata og kapiteloplysninger i deres standardkvalitet via MKV-filer.
Jeg bruger alle disse 3 programmer sammen. Hvis det ene svigter, skal det andet løse problemet og fortsætte processen. Og hold kæft hvor er det virkelig en proces. Som nævnt ovenfor forsøger jeg at bevare så meget som muligt, og det inkluder DVD-ekstramateriale, men mængden af ekstramateriale er nogle gange alt for meget. Outtakes, dokumentarfilm om produktionen, produktionsbilleder, montageklip med flere synsvinkler, easter eggs, det hele. Det hjælper heller ikke, at nogle DVD'er med flere sprog vælger at have separate videospor for hvert sprog. Der er også PAL-speedup, men det har jeg talt om længe nok.
Det er en proces, der er meget længere, end jeg ellers gerne ville have, men sådan er det.
Wii og GameCube (Homebrew + cleanrip/Wii Fusion Backup)
De bedste dumpere kan simpelthen være konsollerne selv.
Alle hackede Wii'en, trods den store N's bedste indsats. Det var ikke ualmindeligt dengang at se den parret med en harddisk ved siden af og Homebrew Channel installeret på hjemmemenuen, når den blev tændt. Og med Homebrew Channel åbnes Wii'ens funktionalitet. Til dumpning af spil findes der værktøjet cleanrip. Navnet er meget selvforklarende, men det gør også det eneste, man ikke rigtig kan gøre på andet hardware, nemlig at dumpe Wii-spil.
Nintendo er nok mest kendt for deres proprietære spilformater, hovedsageligt med kassetter. Det er ret effektivt mod piratkopiering, og med deres skift til diskbaserede systemer, som startede med GameCube'en, havde de ikke tænkt sig at stoppe den praksis. GameCube-diske (udover at de er på størrelse med en chokoladekiks) og senere Wii-diske blev specialdesignet af Nintendo med omfattende proprietær teknologi for at gøre dem ulæselige på et normalt DVD-drev. Der findes nogle dreve, der kan læse Wii-diske, men de er få og langt imellem, så Wii'en i sig selv (eller Wii U for den sags skyld) er den bedste løsning.
Cleanrip har dog en ulempe, da det kun gemmer spillene som komplette ISO-filer. Det betyder, at hver ISO-fil indeholder al den unødvendige tomme plads, der også er på diskene, hvilket resulterer i en standardfilstørrelse på 4,4 GB for hvert spil. Det er ikke ideelt (og pænt fornærmende, hvis du f.eks. skulle sikkerhedskopiere en glorificeret SNES ROM-on-a-disc eller noget lignende), men heldigvis findes der programmer som Wii Fusion Backup (til Mac- og Linux-brugere) og Wii Backup Manager (til Windows-brugere), der kan komprimere disse ISO-filer til WBFS-filer.
Før WBFS:
Efter WBFS:
Med WBFS-filer sparer du en del plads og kan nu spille disse spil på en Wii med en harddisk og USB Loader GX. Du kan også bruge USB Loader GX til at installere spil direkte på USB-drevet og spille med det samme. Gode tider for alle.
Skulle du være interesseret i at hacke din Wii, så er denne guide højst anbefalet.
PSP (Custom Firmware)
Et andet vers, men det samme som det første.
PlayStation Portable kan gå hånd i hånd med Wii'en som tagteam-mestre af alle tiders let hackbare konsoller. Installation af CFW (Custom Firmware) på systemet vil give dig livskvalitets-forbedringer på en aldrende håndholdt enhed. Med henblik på at dumpe spil er det så mirakuløst simpelt på trods af det underlige diskformat, som en UMD er. CFW giver dig muligheder for at vælge, hvilket drev på konsollen PC'en skal se via en USB-forbindelse. Hvis du dirigerer den til UMD-drevet (med et spil eller en film i), bør du se en ISO af UMD'en, som du bare kan kopiere over på din PC. Endnu bedre er det at kopiere ISO-filen over på konsollens Memory Stick bagefter. Det er sådan, jeg stadig spiller spil på min PSP, da dens UMD-drev er ved at give op.
Enkelt og nemt. Gid de fleste medier var sådan.
PS2 (MPF/redumper + Imgburn/Brasero)
Jeg må sige, at da jeg havde overført disse spil til en harddisk, gik det op for mig, at konsollen, spillene stammer fra, nogle gange ikke afspejler, om diskene er i god stand eller ej. For det lykkedes mig at overføre næsten hele min spilsamling perfekt, hvilket jeg ikke troede var muligt.
PlayStation 2 var en konsol, jeg voksede op med siden barndommen, og da man var barn, var man ret dum vidste man ikke bedre og ridsede så uforsvarligt sine spil (samt sin fars og søsters spil). Så det er ret underligt at se dem fungere igen. Der er barndoms-spil, der ikke fungerer ordentligt på min PS2, men som fungerer fantastisk på PCSX2.
Jeg var ved at støve Imgburn af, indtil jeg opdagede et andet program kaldet Media Preservation Frontend. MPF er et front-end til et kommandolinjeskript kaldet redumper, der har til formål at lave en komplet 1:1-dump af et spil, og for det meste fungerer det. Jeg opdagede dog, at det havde problemer med blå CD-ROM-spil, så jeg brugte Imgburn i stedet, og det fungerede uden problemer. I bund og grund kan du bruge ethvert værktøj til at rippe diske. Så længe kopien er god (hvilket PCSX2 har et godt værktøj til at kontrollere), er alt i orden.
PS1 (Imgburn/Brasero + PSN + Steder på internettet)
Det, jeg sagde ovenfor om CD-ROM-spil, gælder også her. I hvert fald for mig. Jeg antog, at det ville være relativt nemt at dumpe PS1-spil, men opgaven udviklede sig hurtigt til forvirring, hovedbrud og frustration.
Kort sagt har mit drev store problemer med CD-medier, der ikke er lyd-CD'er. MPF og Redumper kunne ikke rippe CD-ROM'er, så jeg brugte Imgburn igen. Men så stødte jeg på problemer med CDDA-spor og flere ridsede diske.
Lidt teknisk information: Da PS1-spil var på CD'er, var det muligt at inkludere ukomprimeret Redbook-lyd (også kendt som CDDA, Compact Disc Digital Audio) med musik og andre lyde via en mixed mode-CD, hvilket også betyder, at man kan afspille nogle PS1-diske i sin CD-afspiller og lytte til spilmusik. Det er en meget fed funktion, men det er også et problem. ImgBurn er ikke særlig god til at lave perfekte dumps med mixed mode-CD'er. Et eksempel er mine forsøg på at dumpe det originale Tomb Raider. Tomb Raider har ikke kun musikken som Redbook-lyd, men også tutorial-dialogen. Datasporet var en perfekt dump, men ikke lydsporene. Jeg antog, at spillet stadig ville fungere fint, men tutorial-fortællingen blev ikke afspillet på de rigtige tidspunkter, hvilket betød, at dialogen dukkede op tilfældigt og sluttede brat. Det samme gjaldt for musikken.
Da jeg undersøgte dette problem, fandt jeg ud af, at kun visse CD-dreve understøtter dumpning af PS1-spil i mixed-mode 1:1, mens de fleste CD-dreve ikke kan. Det fik mig til at miste modet og i sidste ende opgive tanken om at dumpe alle mine spil selv og kun dumpe CD'er, der ikke var i mixed-mode, men det var ikke det eneste problem.
Kan du huske, da jeg sagde, at jeg næsten ikke havde problemer med ridser på PS2-spil? Det viste sig, at mange af disse diske var blevet behandlet noget dårligere og var mere tilbøjelige til at få ridser. For at være fair, så taler vi om gamle spil, hvoraf de fleste tilhørte min far, og hvis skylden skal deles, så er jeg overbevist om, at han heller ikke var særlig god ved sine spil dengang. For at være ærlig, så var det her, at jeg vendte mig til internettet for at finde disse spil-ISO'er andre steder. Nogle af mine "undumpable" spil ejer jeg allerede digitalt takket være PS Store på PSP, mens andre spil for det meste befinder sig i en slags "gråzone", som jeg har fået fat i på andre måder.
Hvis virksomheder har et problem med det, så bemærk dette: Det er simpelthen et spørgsmål om ordenlig service.
PC (MPF + GOG.com + En del held...)
Det er her, hvor tingene bliver endnu mere komplicerede og nogle gange helt umulige. Den sidste holdning vejer tungere end den første, da jeg stort set gav op på dette tidspunkt. Hovedsageligt på grund af de komplekse problemer, der plager gamle fysiske PC-spil.
Jeg kunne kun få 4-5 spil overført til min harddisk, fordi CD-ROM-spil ikke ville give sig igen. Imgburn ville heller ikke fungere af en eller anden grund, men det er ikke engang det største problem. De piratbeskyttede DRM-inficerede diske har på en måde saboteret disse spil, så de ikke længere kan spilles på nyere hardware. Det viser bare, hvorfor man stadig kan finde brugte fysiske PC-spil i massevis til spotpriser, men ikke nødvendigvis kan spille dem. Nogle af det DRM på disse diske understøttes simpelthen ikke på moderne Windows, og selvom man formår at overføre nogle spil, har man stadig problemet med diskcheck, som mange (hvis ikke alle) af disse spil har. Virtuelle mounts af ISO-filer er fint og alt det, men hvis spil-launcheren ikke kan genkende dem, er det spild af tid.
Det var netop der, jeg gav op på PC-spil og gik direkte til GOG.com. GOG har siden deres start været gode til at bevare og genudgive klassiske PC-spil uden DRM, så du kan købe spil fra deres platform og installere dem på alle mulige computere – uden begrænsninger (#NotAnAd). Dog skal man være opmærksom på, at ikke alle spil i deres butik fungerer 100% ud af boksen, når du prøver at spille dem på aktuelle PC'er, men der findes løsninger og patches fra fans eller udviklere, der sikrer, at klassikerne i det mindste kan spilles.
Mine grunde til at lave backup af fysiske medier:
Nu virker alt det her en smule overdrevet, især i en tid med streamingtjenester og lignende. Selv som samler af fysiske medier kunne jeg ikke se pointen i at påtage mig dette projekt (udover at rippe musik-CD'er, hvilket jeg har gjort hele mit liv). Det var først sidste år, at jeg fandt ud af, hvorfor jeg gjorde det.
Fysiske medier (og deres hardware) har en levetid
Det er ærgerligt, men det er sandt. Du har sikkert hørt om det, eller måske har det påvirket en del af din samling. Ligesom de fleste forbrugsvarer er fysiske medier ikke rigtig designet til at holde særligt længe. Det er næsten utroligt, at så meget har overlevet gennem årene. Ikke desto mindre er diske snart fortid, og jeg taler ikke kun om ridser, da diskrot nu også er et problem, der bliver mere og mere udbredt. For pokker, jeg har lige haft et Wii U-spil, der stoppede med at virke, selvom disken så helt fin ud. Man kan selvfølgelig sige det samme om harddiske, der også er tilbøjelige til at gå i stykker, men data på harddiske er nemmere at holde styr på og lettere at overføre til backups. Og som jeg har nævnt ovenfor, er hardware (og dermed mener jeg bestemt videospilkonsoller) også et svigtende element. Selvom jeg godt kan lide at spille spil på "Le Originale Hardware", gør det faktum, at diskdreve kan stoppe med at virke og lignende, det nødvendigt at have og bevare det gennem emulering.
2. Tydelig bekvemmelighed
For et år siden flyttede jeg fra min lejlighed tilbage til mine forældres hjem, hvor jeg ikke har plads til min enorme samling, så det meste af det ligger stadigvæk i kasser. Det gør det svært at gennemgå min backlog eller bare spille et spil eller se en film, som jeg ejer. Dette løser problemet og åbner op for flere fordele. Tv-serier med kun 3 eller 4 episoder pr. DVD kan nu ses i ét stræk; film og musik kan nu overføres til harddiske, telefoner og TV med lettere adgang; og gaming er nu bare det bedste nogensinde. I begyndelsen af året besøgte jeg en gammel ven med en bærbar computer, nogle controllere og min harddisk med hele min PS2-samling, og vi havde det vildt sjovt med at spille SW: Battlefront II, Burnout Revenge og Bomberman med næsten perfekt ydeevne hele vejen igennem. Forestil dig nu det samme, men med besværet med "Le Originale Hardware" og alle dens tilbehør.
3. Mulighed for at rydde op (og ikke gå glip af noget*)
Det er her, den uundgåelige voksne sandhed kommer ind og fortæller mig, at jeg skal vokse op og holde op med denne hobby med at samle. Okay, ikke rigtig, men jeg er sikker på, at vi alle har været der. Jeg har været tilbageholdende og undgået spørgsmålet »Hvornår skal jeg nedskalere samlingen?« i lang tid. Hovedsageligt fordi jeg ved, at jeg til sidst ville komme til at gennemgå min backlog ordentligt på det rette tid. Men da jeg langsomt indså fordelene ved dette projekt, kunne jeg endelig tage et skridt tilbage og faktisk begynde at nedskalere, i hvert fald til en vis grad. Jeg så de absurde dele af min samling, som ikke havde nogen grund til at optage så meget plads (som 2-4 episoder pr. DVD-udgivelse), og også "filler" delen af samlingen (som spil, jeg kun var interesseret i, i cirka 5 minutter). Så jeg har taget små skridt til at skaffe mig af med de ting, jeg ikke kommer til at savne, hvor asterisken har en dobbelt betydning: 1. Jeg kommer ikke til at savne den fysiske plads, disse ting optager, men også 2. jeg kommer ikke til at savne indholdet af disse ting, da de altid er på harddisken, hvis min interesse skulle blusse op igen i fremtiden.
Tak, fordi du læste denne artikel. Det var et ret stort projekt, som jeg allerede påbegyndte i starten af 2025, hvor jeg skrev en stor del af denne artikel. Men jeg er glad for, at det blev færdigt lige før 2026. Jeg opdaterer måske denne artikel i fremtiden, da jeg udelod nogle spilsystemer. Men for nu er det her nok tilfredsstillende for jer og for mig. Vi ses.