Gran Turismo

af The Cardigans

Udgivet i 1998. Rock, Elektronisk Rock. Tag et lyt.

Nogle gange kan man bare slet ikke hade radioen nok.

Fra de fuldstændig banale sange, de som regel spiller, til deres beslutning om udelukkende at spille pop (og næsten intet andet), er der absolut ingen grund til, at jeg nogensinde skal tænde for FM-radioen i min bil, når Bluetooth og 256 GB lagerplads på min telefon giver mig mulighed for at afspille det meste af min musiksamling.

Når det så er sagt, denne uvidenhed (det må jeg indrømme) medfører dog også, at man overser de rene guldklumper, der til tider bliver spillet i radioen. Resultatet er så, at man for første gang sætter et album af en ukendt kunstner på og til sin overraskelse opdager, at man allerede kender bandet.

Det skete for mig med The Cardigans.

The Cardigans er ikke nødvendigvis et band, som man kan placere i en bestemt musikgenre eller stil. Især ikke ud fra deres to største hits (eller tre, hvis man tæller TikTok-hits med, men hvorfor skulle man det?). Gran Turismo, deres fjerde album, indeholder et af disse hits, My Favorite Game, som man måske husker – eller måske ikke – fra det klassiske PS1-spil Gran Turismo 2 (ja, der er en sammenhæng med titlen).

I modsætning til den pop-disco-agtige stil af Lovefool bevæger My Favorite Game sig ind på rock territorium med sit iørefaldende guitarriff og trommerne, der holder takten i 4/4. Men bassen markerer sig her tydeligt, idet den træder frem i forgrunden og til en vis grad overskygger rytmeguitaren og endda trommerne. Det hele lyder så velproduceret og alligevel så fjernt indefra.

Gran Turismo var bandets første album, der blev indspillet digitalt med Pro Tools, og det kan man tydeligt høre. Her bevæger bandet sig – træt af sin status som retro-/indie-darlings og succesen af Lovefool – ind i et (i mangel af bedre ord) langt mere 90’er-inspireret, industrielt elektronisk Depeche Mode-agtig lydbillede. Man kan sagtens blive tilgivet for at tro, at det ved første lyt var et helt andet band. Men det var netop bandets filosofi med at lave musik – at rive huden af det, der var kommet før, og søge mod nye inspirationskilder.

Således er der mange dystre, urolige og tunge sange på dette album, såsom Paralyzed, Marvel Hill og Do You Believe, hvor især sidstnævnte byder på pladens tungeste riff og viser guitarist og hovedkomponist Peter Svenssons interesse for heavy rock. Hanging Around er også rock, men da produktionen skaber en uhyggelig atmosfære, som nævnt tidligere, er den ikke så direkte i fjæset, som riffet i versene får en til at tro. Det er næsten som om, det teaser dig med noget ondt, der bare aldrig kommer. Der er også Nina Perssons vokal. Hun har ikke længere den der teenageagtige glans som på tidligere udgivelser, men har i stedet en mere moden vokalstil med kant.

Selv i de bløde ballader som Explode eller Higher forsvinder den kølige produktion aldrig helt. Det eneste sted, hvor der er en smule varme, er i Junk Of The Hearts, den sidste sang (ikke spor) på pladen, der har en rigtig flot og sød guitarmelodi som tema. Det er en fin måde at komme ud på den anden side efter en ret intens rejse.

Gran Turismo er en interessant tidskapsel. Det er lyden af et band, der er utilfredse og trætte af den Lovefool-lignende rampelys, der havde kastet dem ud i verden og typecastet dem, og som modsvar smider alle forventninger lige i ansigtet på folk. Den efterfølgende promoturné var heller ikke ligefrem opløftende for bandet, da de fleste bandmedlemmer følte sig udbrændte og længtes efter noget andet. Der er ikke noget andet album i The Cardigans’ diskografi, der lyder som dette. Det er koldt, mørkt og stemningsfuldt, men der er alligevel lidt sjov og sødme indimellem. Anbefalet

Tracks til playlisten: My Favorite Game, Hanging Around, Erase/Rewind, Junk Of The Hearts

Fyldstof til det sorte hul: Nil (måske?)