Jeg er lidt sent på den, men det skal ikke forhindre mig i at give min mening til kende!!
Efter en fem års forsinkelse har Sony altså endelig besluttet at lukke den digitale butik til PS3 og PS Vita i 2027. Samme dag meddelte de også, at fysiske spil til nuværende og fremtidige PlayStation-konsoller vil blive udfaset i 2028.
Det chokerer eller overrasker mig ikke. Men det er interessant, at Sony vælger at være en stenmur og slet ikke tager hensyn til sine fans. For Sony har jo på en måde været kendt for at træffe tåbelige forretningsbeslutninger og derefter trække dem tilbage, når fansene protesterer. Ligesom med situationen omkring Helldivers 2 til PC eller da de første gang forsøgte at lukke de digitale butikker til PS3 og Vita i 2021, har PlayStation-fans for det meste været højlydt i deres kritik, hvilket så var belønnet med en forløsning – hvilket er langt mere, end hvad Xbox- og Nintendo-fans kan sige. Indtil nu...
Dette har naturligvis genoplivet debatten om fysiske medier kontra digitale medier og om, hvor meget bedre fysiske medier (på en eller anden måde) er. Det har også fået nogle folk til at gå i panik og opkøbe alle mulige digitale eller sjældne spil fra PS Store (hvilket retro-YouTubere har udnyttet i stor stil).
For mit vedkommende, har det blot fået mig til at slette mine betalingsoplysninger fra min PSN-konto og én gang for alle holde op med at give mine penge til denne forbrugerfjendske DRM-tjeneste. Jeg lod mig allerede narre til dette panikkøbs-vrøvl i 2021, og min spilbacklog er allerede stor nok, som den er, så jeg vil med glæde bare ignorere yderligere vrøvl fra Sony og nøjes med det, jeg har.
Jeg blev dog underholdt af debatten om dette emne i Louis Rossmanns video: Playstation stops providing physical games; this means nothing. Your enemy is DRM, not digital media. Rossmann kommer med nogle gode argumenter (og også nogle, der halter lidt), men flertallet i kommentarsporet synes at hævde, at Rossmann har overset pointen i denne diskussion om fysiske medier.
De typiske argumenter for fysiske spil, såsom lavere priser, udgåede spil og muligheden for at videresælge brugte eksemplarer, har normalt været de solide grunde til, at fysiske eksemplarer ikke bør forsvinde helt. Det giver folk flere muligheder for at finde og udforske populære og mindre populære spil uden at løbe en risiko ved at betale fuld pris.
Men der er også en bagside, som Rossmann påpegede. Fysiske eksemplarer af nogle nyere spil er blevet ubrugelige på grund af krav om udelukkende online-spil og nedlagte servere (The Crew er et godt eksempel). Derfor er disken til disse spil ret ubrugelig, bortset fra at være et niche-samlerobjekt. Ikke nok med det, men da nogle moderne spil er afhængige af opdateringer og patches, kan der helt sikkert være himmelvid forskel på indhold og spilbarhed mellem den "aktuelle version" af et spil og spilets "version 1.0" (Fallout New Vegas og Cyberpunk 2077 siger hej). Tjo, du kan godt opdatere dit spil nu, men der er ingen garanti for, at konsolproducenterne vil holde deres servere kørende for evigt, da du er afhængig af dem.
Og hvis jeg skal have lov til at være djævelens advokat for digitale spil, så har PlayStation Store haft salgstilbud, der i høj grad kunne måle sig med markedet for brugte fysiske spil. For ikke at nævne, at retrospil nogle gange sælges til skyhøje priser på grund af den virale interesse, der skabes af retro-samlere og -entusiaster på sociale medier (Suikoden og Klonoa til 37 kroner stykket i PS3’s digitale butik > hvad end den tåbelige pris på omkring 700-1300+ kr for et fysisk eksemplar måtte være). Når vi nu taler om samlere, er jeg lidt modløs over deres nærmest kult-aktige adfærd. Misforstå mig ikke, jeg er selv samler, men når folk i det miljø enten begærer, værdsætter og hyper deres fysiske varer som guldklumper, når priserne stiger alt for meget op i vejret; eller glædeligt køber overprisede produkter fra nogle skumle boutique-virksomheder bare for at have et spil på en disk (som måske stadig har brug for opdateringer!!!), får det mig til at spekulere på, om dette er en hobby eller et livsvalg.
Når man tager alle disse ting i betragtning, hvad er så egentlig pointen med konsoller længere?
Der var en simple ting, der gjorde konsoller så tiltrækkende: at man kunne sætte en disk eller et cartridge i og spille spil med det samme. Den simple ting er nu blevet en luksus. Lige siden PS3/360-generationen (og endda lidt før) er videospilkonsoller blevet til proprietære PC'er, der er alt for afhængige af deres egne integrerede tjenester og økosystemer. For det er én ting at skulle håndtere de irriterende PC-ting som opdateringer og installationer, men når man samtidig har at gøre med en meget restriktiv platform, føler jeg, at konsoller er blevet sværere at sælge. Online-spil? Betal for et abonnement. Cloud save? Betal for et abonnement. Bagudkompatibilitet og klassiske spil? Kun hvis de har lyst til det. Spilunderstøttelse af tredjepartsudstyr, tastatur og mus? Begrænset. Og det er hardware uden muligheder for opgradering. Tja, du kan måske blive overtalt til at købe en "Pro"-version af den konsol, du allerede ejer, men det er bare en måde at få dig til at betale dobbelt for den pågældende konsol i stedet for at få lov til bare at opgradere komponenterne selv.
Hvad så med PC?
Jamen, hvis konsoller nu er ligesom PC’er, hvorfor så ikke bare bruge en rigtig PC?
Selvom markedet for fysiske PC-spil ikke rigtig eksisterer længere – pga. sjældenheden af nye diskdreve, de moderne spils størrelse, manglende kompatibilitet med ældre spil på nyere hardware og de åndssvage Steam/Games For Windows Live-CD-nøgler, der kun kan bruges én gang – giver PC-spil i det mindste masser af muligheder. Mest bemærkelsesværdigt er, at PC har GOG.com, så du kan spille nye og gamle spil uden frygt for, at de bliver taget fra dig. Derudover er der My Abandonware, som har et kæmpe arkiv af gamle, udgåede spil, der ikke længere kan købes som download. Og masser af emulatorer!
Selvfølgelig er Steam den førende platform for nye titler og med det største udvalg af spil. Men selvom jeg sætter pris på Valve for det, de bidrager med (som at bruge Linux som styresystem til deres Steam Deck og dermed give det opmærksomhed), så er Steam stadig en proprietær DRM-spilplatform, der også sælger spil med andre virksomheders oppustede launchere. Jeg har stadig Steam til nogle spil, men jeg bryder mig ikke om at skulle starte det op hver gang for at spille de spil, jeg har betalt for, så jo mindre jeg er nødt til at bruge det, desto bedre.
Det største problem med PC-gaming lige nu er prisen på hardware på grund af AI-boomet, dog afhænger det måske af, hvilken type spil du selv spiller. Personligt er jeg ikke helt i trit med de nyeste spil og deres systemkrav, men mine brugte PC’er klarer sig ret godt med de spil, jeg gerne vil spille (spil fra 90’erne og frem til omkring PS4-generationen). Desuden kan markedet for brugte hardwarekomponenter vel ikke være så dårligt... eller hvad?
Mens Sony fortsætter med at grave sin egen grav, og den moderne branche presser det sidste ud af det, der er tilbage af konsolspilbranchens ødemark, så vil jeg sidde på sidelinjen, spille mit lovligt erhvervede eksemplar af Gran Turismo 4 på min PC via PCSX2 og lade det hele gå mig forbi (i fuldstændig lykke).