Kom til halvcirklen, folkens. Tid til en historietid med onkel Thunder. En fortælling om en særlig og fascinerende, once-in-a-lifetime oplevelse.
Nogen gange har livet lyst til at kaste muligheder til dig, som ser ret uvirkeligt ud. Det er ikke helt ligesom at vinde lotteriet, men det er tæt på.
Fem år siden var min skole i gang med en forstilling for vores familier og de lokale. Det var en masse arbejde, når man tænker over, at vi kun havde en uge til at forberede rekvisitter, skrive manus, lære sange, lave kostumer, osv. Jeg var nærmest over det hele i den periode. I modsætning til året før, hvor jeg bare var del af musikholdet til stykket, så skulle jeg hjælpe til med manusset og prøve at være skuespiller for første gang, oveni at også spille musik.
En dag efter frokost, kalder vores musiklærer bandet ind for et lille møde. Han havde lige fået en invitation for os til at deltage i en musikvideo for et velkendt dansk band, Carpark North. De ville fejre deres 20 årsjubilæum med at lave en musikvideo på den efterskole, hvor de mødte hinanden og blev venner. For at gøre det lidt mere specielt, havde de inviteret fem andre efterskoler til deres skole i Mellerup for at spille deres største hit Transparent And Glasslike med dem.
Vi var naturligvis spændt på muligheden at være med i sådan produktion (også selvom ingen af mine bandmates faktisk kendte til Carpark North, til min forundring), så efter at vi var færdig med teaterstykket, gik vi straks i gang med at øve sangen (ja, når vi ikke var i gang med lektier).
Min erindring er, at vi alle øvede på vores dele separat og kun spillede sammen 3-4 gange før optagelsesdagen. På det tidspunkt gik jeg meget i at spille trommer. Ret meget på amatørniveau, men jeg havde timing (nogenlunde), så jeg kunne spille. Højt. Så for at øve på trommerene (og spare mit bands hørelse) smuttede jeg ind til studiorummet og gik i gang på et elektronisk trommesæt. Vi fik ikke meget reference til at lære sangen fra, så jeg brugte studioversionen til at spille med på.
Vi læssede alt vores gear ind i den lidt-smadret-men-stadig-levende "bus" (som bare var en lille Renault van) og så kørte til Mellerup. Da vi ankom, bemærkede vi nogen større busser end vores, og da vi skulle til at aflæsse vores "bus", kom en kameramand hen til os og spurgte os om at køre rundt om skolen og tilbage igen med ham på bagsædet for at filme vores ankomst. Efter det fik vi aflæsset vores gear i gymnastiksalen, som var optagelsesstedet. Bandet var allerede i gang med at optage nogen takes sammen med få bands fra skolen, men vi kom ik’ afbrydende. Eftersom at konceptet om videoen var bygget på at hovedbandet spillede alene, imens flere og flere bands kom ind, så var det også filmet.
Jeg kan huske at være noget nervøs før optagelserne, fordi jeg havde det stadigvæk svært med at spille i takt på trommer. Selvom at man vidste på forhånd, at det skulle være playback, så var idéen med, at adskillige trommeslager skulle spille sammen på det samme nummer til det samme beat på samme tid, noget af en kolossal opgave. Specielt, når det endte med at være 20 bands fra 6 forskellige skoler. På grund af vores skole var en lille all-around-type skole, var vores band det eneste, som vores skole kunne bringe til bords, i modsætning til de andre, som specialiseret sig indenfor musikforstillinger. Heldigvis blev jeg introduceret til den vidunderlige teknologi af in-ear monitors. Med disse kunne jeg blokere det meste af støjen og kun fokusere på sangen og klikket.
Så snart at alle bands var klar til at spille, og efter nogen instruktioner omkring vores start cues fra (som jeg antager var) instruktøren, gik vi i gang med en øvelse take uden Carpark. Bagefter skulle bandet komme ind for at spille med os, men instruktøren (jeg formoder?) tænkte på at overraske dem med at vi alle spillede sangen kun for dem. Pænt cool for os alle. Der blev også joket bagefter, at Carpark bare kunne tage hjem igen. Gode vibes var klart delt rundt af alle i den snart-forvarmet gymnastiksal. Og så rullede optagelserne videre...
Hvis man nogensinde undrede sig over, hvor lang tid det tager at lave en musik video, så kan jeg sige, at for denne optagelse var vi i Mellerup for omkring 8-9 timer. 6-7 af de timer var brugt på at spille sangen, igen og igen. En del af grunden var for, at kameraholdet kunne fange alle mulige vinkler af alle 20 bands (og der var meget at nå). Efter de første 4 takes eller deromkring, bemærkede jeg nogen af guitaristerne smide deres trøjer, hvori jeg så gjorde det samme, da det var ved at blive noget svedigt varmt. Men der blev senere sagt til os, at vi ikke skulle ændre noget af vores tøj for at undvære kontinuitetsfejl. Og så på grund af vægten af mine in-ear monitors blev jeg nød til at tape monitor-ledningerne på min ryg, bare så at ikke tabe click-tracket og timingen. Jo videre vi kom, jo flere varierede takes blev der lavet. Ét take, som ikke blev brugt, var optaget i mørket med blinkende lygter. En anden bizarre take var kun med trommer. Eller, bizart for alle, bortset fra trommeslagerne. Alle af os bashers trommeslagere havde stadigvæk backingtracket i vores ører til at spille med på, men ikke for alle de andre, der satte sig omkring. De havde ingen idé med hvad der skete, da vi lige pludselig startede med at spille til (for deres ører) ingenting. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, indtil jeg så et klip af det. En unik oplevelse i den grad. Efter at produktionsholdet havde nok optagelser af alle bands sammen og at vi fik taget et stort gruppefoto, fandt vi ud af at alt ikke var forbi endnu. Ekstra takes, hvori at andre bands lavede deres entré, blev lavet udover en optagelse med kun alle sangere, som dermed konkluderede hele optagelsesdagen af en sang, der blev spillet vel over 20 gange i en dag.
Jeg var ret sikker på, at alle involveret var blevet trætte af Transparent. Jeg kunne føle det på mine bandmates, som hverken havde lyst til at spille, høre eller bare diskutere sangen nogensinde igen. Vi var dog spændt på selve udgivelsen af videoen. Den kom så på bandets SoMe sider, en måned efter. Jeg fandt den i formiddagen og sendte den straks til vores lærer. En det var en smule bittersødt. Hele skolen var samlet for at se videoen, og vi fik et bifald, da vi kom på skærmen. For omkring 5 sekunder….
....og det var så det.
Personligt forventede jeg lidt mere af os. Jeg forstod godt dengang, at hvor meget man bliver nød til at ofre og skære ned til 4 minutter, men 5 sekunder var bare for lidt til os. Det kunne dog have været mindre, så jeg har det fint med det nu.
Mange tak til min tidligere lærer Anders for at skaffe billeder og videoer for denne artikel.
Torsdag, 05 Sep 2024 16:50:00 +0200